Spring til indhold

Karriere-VIP fortæller

Employability som et ekstra perspektiv på pensum

Lagt online: 20.09.2024

Simone Riis Porsborg er karriere-VIP for de studerende på Medicin med industriel specialisering. I hendes stilling er der afsat timer til at varetage karriere-VIP-funktionen. Simone mener ikke, at karrierelæring er noget ekstra, men tværtimod noget der kan integreres i pensum som et værdigivende perspektiv.

Karriere-VIP fortæller

Employability som et ekstra perspektiv på pensum

Lagt online: 20.09.2024

Simone Riis Porsborg er karriere-VIP for de studerende på Medicin med industriel specialisering. I hendes stilling er der afsat timer til at varetage karriere-VIP-funktionen. Simone mener ikke, at karrierelæring er noget ekstra, men tværtimod noget der kan integreres i pensum som et værdigivende perspektiv.

Om Simone Riis Porsborg

  • Stilling: Lektor
  • Karriere-VIP for: Medicin med industriel specialisering

Simone prioriterer meget højt at integrere karrierelæring i sin almindelige undervisning. Hun fortæller:

”Jeg tænker karrierelæring og employability ind i min undervisning på den måde, at det ikke er noget nyt eller ekstra, men at jeg fremhæver de elementer i min undervisning, som jeg på et givent tidspunkt finder ekstra vigtige, spændende eller givende i et samfunds- og karriereperspektiv. Jeg ser det dermed ikke nødvendigvis som noget, der tager plads fra pensum, men et perspektiv derpå”.

Simone understreger, at ved at integrere karrierelæringen i undervisningen får alle de studerende glæde af den. Hvis den placeres som ekstra tilbud, er der risiko for, at de mest pressede studerende fravælger aktiviteterne, og det er måske i virkeligheden dem, der har mest brug for indsatsen.

 

Indsigt skaber tryghed

De studerende er meget glade for indsatsen, der gør en forskel. Simone uddyber:

Indsatsen giver de studerende perspektiv og tryghed. Selvom fremtiden stadig er usikker og til tider overvældende, så giver dét at have lidt mere indsigt i, hvordan den kan håndteres, og at den er formbar, dem en ro og en større tiltro på, at de godt kan overkomme den.

Simone Riis Porsborg

Simone fremhæver faktisk netop dét som noget af det bedste ved karriere-VIP-rollen – de studerendes lettelse over bl.a. at kunne italesætte deres tanker og tvivlsspørgsmål om overgangen fra universitet til arbejdsmarked.

 

En blæksprutte i et spændende krydsfelt

For Simone er det vigtigt at involvere sine kolleger i indsatsen, så hun udveksler ideer og ser muligheder i de andre underviseres aktiviteter. Samarbejde er nøgleordet – hun fortæller:

”Som person motiveres jeg rigtig meget af samarbejde, så jeg ser ikke funktionen som en énmandsopgave, men nærmere som en blæksprutte, hvor min opgave er at sikre fremdrift i indsatsen. Jeg koordinerer, involverer og interagerer med alle, jeg kan komme til, både på mit institut, men også på andre institutter og i andre enheder. Det er i det krydsfelt, jeg synes, opgaven er allermest spændende”.

Simone inddrager også i høj grad sit netværk og ikke mindst alumnerne fra uddannelsen i karriereaktiviteterne, og netop alumnerne kan bidrage med noget helt særligt. Simone uddyber:

Der er rigtig mange alumner, der gerne vil gøre, hvad de kan for, at det er nemmere at være studerende på vej ud på arbejdsmarkedet, inspirere med fortællinger om forskellige karriereveje samt understrege vigtigheden af PBL-, kommunikations-, og samarbejdskompetencer. Noget der nogle gange står i skyggen af det fagfaglige undervejs på uddannelserne, men som er uhyre vigtigt på arbejdsmarkedet.

Simone Riis Porsborg

Øget fokus på jobsøgning inden dimission

Simone oplever, at indsatsen giver pote, idet der er flere studerende end tidligere, som går i gang med jobsøgningsaktiviteterne tidligt i studiet. Hun fortæller:

"Jeg oplever, at de studerende er meget mere fokuserede på at etablere et netværk undervejs i deres uddannelse, at de ser større værdi i ikke-fagfaglige kompetencer, at de langt tidligere går i gang med at skrive CV og ansøgninger, og at den tidlige jobsøgning ikke kun er forbeholdt et par stykker, men at størstedelen er i fuld gang, inden deres specialer skal afleveres”.

Simone oplever, at de studerende har et fællesskab om jobsøgningsprocessen, hvor de deler erfaringer og dermed ikke føler sig så ensomme i situationen.

 

At se tingene i sammenhæng

Simone synes, at rollen som karriere-VIP er meget givende, men hun oplever det som ærgerligt, når kolleger ikke kan se værdien af indsatsen og ikke ser fagligheden i sammenhæng med arbejdsmarkedet, de studerende kommer ud i. Hun uddyber:

”Det er ærgerligt, når kolleger ikke synes, at det er universitetets ansvar, som uddannelsesinstitution, at klæde de studerende på til denne overgang, men mener, at vi kun bør fokusere på fagligheden. Ligeledes når kollegerne ikke kan se behovet for at anskue arbejdsmarkedet i sin fulde bredde, men ser afsætningen som et 1:1 forhold mellem uddannelse og jobfunktion”.

 

Lydhørhed er vigtig

På baggrund af sine erfaringer med rollen som karriere-VIP giver Simone følgende råd til dig, der enten er karriere-VIP eller skal være det:

Mit bedste råd er at forsøge at møde de studerende der, hvor de er og at være lydhør overfor deres bekymringer og tanker. Derudover vil jeg kraftigt anbefale at række ud til AAU Karriere, der har nogle virkelig fine tilbud, som de studerende ofte ikke er opmærksomme på.

Simone Riis Porsborg